Kl. 7 kørte jeg på arbejde. Jeg gik lynhurtigt ind til min chef Lone og sagde, med uro i stemmen, at vi skulle have et møde nu og her.
Mødet, og resten af formiddagen, gik over alt forventning. Her nåede jeg at fortælle alle mine kollegaer historien. Jeg har i den forbindelse meget at takke mine daværende kollegaer for: Lone, Martin, May, Heidi og Randi. De var en uundværlig støtte – også på det tidspunkt. At de senere blev nødt til at opsige mig kan ikke modregne dette.
Historien jeg fortalte til dem, var så uovervejet, som man kunne forvente. Den blev jo skrevet på meget kort tid, imens mit hoved var i en lidt spændende tilstand. Den var slet ikke så detaljeret, som nu her godt et halvt år efter. I dag fylder den jo 18 A4 sider i sin fulde form. Der var en del der skulle korrigeres med det samme og de efterfølgende dage.
Snak med Lone hvis du vil vide hvordan min sindstilstand så ud, da jeg startede med at fortælle historien. I mine egne øjne var jeg helt ude af den til at starte med. Jeg rystede, stammede ordene ud og græd en smule. Lone har dog de her magiske evner til at kunne føre en tryg samtale, som jeg ville ønske enhver chef havde. Men der gik nok alligevel et godt stykke tid, før jeg var nogenlunde nede på jorden. På det tidspunkt kunne jeg fornemme, at jeg havde truffet den rigtige beslutning. Det blev slet ikke så svært, som jeg på forhånd havde forestillet mig.
Planen, med at vente med at fortælle min mor, blev derfor også drastisk ændret. Jeg kørte lige hjem til hende og fortalte det. Hun tog det nogenlunde pænt. I første omgang var min historie nok lidt uklar, på nogle områder. Det fik hende nok til at se lidt for let på det i starten. Da jeg fik korrigeret min historie, blev det hele lige pludseligt meget mere kompliceret for hende. Den slags tager lang tid at forstå og tilmed at acceptere for en mor. I dag går det da også meget bedre.
Efter jeg havde fortalt hende historien, gik jeg hjem og lagde mig på sofaen. Jeg var træt i hovedet. Her fik jeg mig en på opleveren. Jeg ved reelt ikke hvad der skete. Men igen så jeg syner om en masse underligt og lå og rystede over hele kroppen. Jeg kan kun beskrive det, som jeg var i en form for choktilstand. Var det her ikke et for hårdt liv at leve? Det tænkte jeg, imens jeg lå der. Men som et par gange før, ifb. med det her, fandt jeg en uvurderlig styrke i det at være et forbillede for min nevø og min niece. Dem ønskede jeg ikke at miste, eller at de skulle miste mig. Det var nok, at de på det tidspunkt var på vej til at miste deres onkel Christian til kræft. Denne choktilstand var sikkert et resultat af den meget hurtige proces. Der var gået for kort tid fra jeg fik problemer med at falde i søvn om natten, til at jeg havde fortalt min mor historien. Mit hoved kunne simpelthen ikke følge med.