Denne nat fik kroppen nok. En masse blev pludseligt fremlagt i mit hoved. Det var alle beviserne for, at jeg skulle være en kvinde – og ikke blot et intetkøn. Det gik konstant igennem mit hoved – flere gange. Jeg kunne forgæves forsøge at falde i søvn.
Her er beviserne forsøgt listet:
- En nær ven var ved at dø af kræft på samme tid. Jeg tænkte, at jeg også ville dø af det ved at lade det her konstant optage mine tanker. Jeg havde hørt at ulykkelige mennesker havde en større risiko for at få kræft.
- Jeg havde jo hele livet eksperimenteret med dametøj. Så det var jo langtfra noget nyt.
- Jeg havde jo i puberteten følt det virkeligt tæt inde på kroppen.
- Jeg havde jo oplevet følelsen af ægte kærlighed igennem min datingannonce, og det var jo noget, jeg havde søgt hele livet. Jeg var jo 36 år og kunne reelt ikke forstå, hvordan mange af mine mest umulige og mest mobbede skolekammerater m.m. alligevel havde formået af finde lykken og skabe sig en familie.
På samme tid begyndte jeg at se syner. Jeg forestillede mig i en kvindekrop liggende med hænderne hvilende trygt på brystet af en mandeskikkelse. Dette var nok det sidste bevis, der fik mig til at bryde fuldstændigt sammen i gråd. Jeg skiftevis tudede og krammede mig til denne mandeskikkelse. I starten tror jeg, at jeg var ulykkelig. Jeg blev nødt til at fortælle om mit liv til nogen, og var bange for at miste dem på samme tid. Det var det jeg frygtede. Det udviklede sig vist til det modsatte – i løbet af natten. Det er dog svært at beskrive, men jeg kunne også se lykken skinne på den anden side. Jeg var sikker på, at jeg var nærmest vanvittig – på det her tidspunkt. De her syner var et godt bevis på det. Jeg var bange for, hvad jeg ville gøre ved mig selv, hvis jeg fortrængte tankerne. De var jo så store.
Heldigvis, har jeg lært, at man altid skal lytte til sin krop. Kl. 5 stod jeg op. Jeg var her fast besluttet på, at nogen skulle have det at vide. Det lyder som en rationel beslutning. Reelt var det dog alt andet end det. Kroppen styrede selv det show. Jeg vidste ikke konkret, hvordan jeg skulle fortælle det til andre. Det læste jeg mig til i en hast på Internettet. Det var ikke noget, jeg før havde tænkt over. Det var jo først nu, at jeg havde behovet for at forklare, at jeg ”måske” var en kvinde.
Min plan endte med at jeg ville fortælle det til min chef. Hun var en jeg reelt kunne tåle at miste. Hun var også en, som jeg vidste ville være meget lydhør. Dernæst skulle der så gå nogle dage, før jeg fortalte det til min familie. Nok længest skulle der gå, før jeg fortalte min mor det. Det var hende, jeg mest frygtede at miste.
Jeg skrev også ned, hvad jeg ville sige. Det havde jeg læst, var en god idé at gøre. Det blev til to A4-sider.