I puberteten bliver det hele lidt tåget ifb. med mit køn, min kønsidentitet og min seksualitet. I starten tror jeg bare, at jeg følte mig anderledes. Men det var uden at kunne beskrive det.
På et tidspunkt fik jeg interessen for det kvindelige udseende. Jeg studerede dem i skjul i tøjblade o.lign. Jeg misundte dem, at de kunne se ud, som de kunne.
På et senere tidspunkt så jeg en kontaktannonce i en avis for en transkønnet kvinde. Det var det, der fik mine øjne op for, at mænd kunne ønske at se ud som kvinder. Dengang forstod jeg helt klar ikke, at hun blot var en kvinde der ønskede at se ud som en kvinde. Efterfølgende begyndte jeg så, at eksperimentere med min krop, som var den en kvindekrop. Men det var jo med resten af familien lige om hjørnet, så det var på den måde nogle meget stressende eksperimenter. Jeg gjorde rigtigt meget ud af at skjule dem, så det undre mig ikke, at resten af familien ikke opdagede noget.
Tiden i folkeskolen var fyldt med en del mobning. Jeg forstår ikke helt hvad jeg blev mobbet for. Måske fordi jeg var høj og spinkel – og måske lidt mere eftertænksom/langsom. Det fik mig til at føle mig svag imellem de andre drenge. Løsningen på mobningen var nogenlunde, at jeg fik interessen for computere. Jeg fik hurtigt noget, som jeg kunne skille mig positivt ud med blandt de andre drenge. Det fik mig til, at bekymre mig mindre om, at jeg var anderledes på andre punkter.
Jeg tror desværre min pubertet sluttede med, at jeg opgav at finde min kønsidentitet. Det var for smertefuldt at bearbejde. Så jeg smed nøglen langt væk….og ledte så ellers efter den HVER eneste dag derefter. Det skete når jeg ikke var: I skole, på arbejde, sammen med familien, arbejdede hjemme eller på anden måde forsøgte at fortrænge det. Sandsynligvis kunne jeg ikke nøjes med det. Så hvis man nogle gange har set mig som en stille person, er det nok, fordi jeg for mange gange har siddet med det her i tankerne – og ikke har kunnet koncentrere mig om at være til stede.