Midt i det hele mistede jeg mit elskede job og mine elskede kollegaer. Jeg håbede dog stærkt at vi forblev som venner.
Nu skulle jeg så småt begynde at tænke på at få et job. Det blev dog hurtigt for meget at tænke på. En del af det, at søge job, har altid for mig, og så mange andre, været at sælge en selv. Men problemet var, at jeg vidste hvem jeg var i dag, men ikke hvem jeg udviklede mig til i morgen. Eller vidste jeg reelt, hvem jer var i dag? Vidste jeg, hvad min yndlingsfarve var? Nej, ikke med sikkerhed. Det var ellers noget, som jeg var helt sikker på, da jeg i 2014 købte en orange bil. Jeg havde det som om, at jeg kun havde været lidt mig i ca. 20 år og så havde gemt en masse kvinde væk – som var fhv. udefineret men virkede mere dominerende end resten af mig. Alt det udefinerede skulle nu op og defineres og samles med resten.
Jeg kunne vælge at tilbagestille mig til en mand, og så ellers holde ud indtil jeg fik et job og så kunne fortælle min forklaring til min nye arbejdsgiver. Men jeg kunne risikere, at der gik år før jeg fik job. Dette scenarie ville jeg simpelthen ikke udsætte min krop for – der havde ventet i mindst 20 år på denne udvikling. Jeg mente også, at samfundet ville få mere ud af, at jeg hurtigst muligt kom videre som kvinde. Så min plan var, at fortælle det som det var i mine jobansøgninger og evt. satse på en sygemelding det først år. Jeg var fritstillet i tre måneder til at starte med. Dem brugte jeg, alt hvad jeg kunne, på at udvikle mit inderste.