Efter få dage med massevis af de her lykkemomenter fik jeg – på trods af depressionens træthedssymptomer – kræfter til at begynde at udfordre mit nye jeg, som jeg har gjort siden da. Det var lidt ligesom om, at kroppen takkede mig, for at jeg endelig havde taget hul på det, den hele tiden gerne ville i gang med. Og så gik jeg og min krop ellers bare i gang med en række af eksperimenter der for engang skyld slet ikke handlede om sex, men kun om at passe på den kvindekrop man nu var så lykkelig over at have fundet – og sørge for at jeg kunne se indtil den så meget så muligt. Det handlede om ekstra god behandling af bl.a. hår, hud, tænder, negle, helbred osv. Og altså var det også slut med 3L Coca Cola om dagen. Nu var det kun vand jeg drak. Livet var blevet værd at leve i stedet for det modsatte som jeg havde følt tidligere.

Hvis man ønsker at vide mere om mit arbejde med skønhed og helbred så kan i få et billede af det på resten af hjemmesiden.

I mens jeg tog mig af kvinden i mig selv, begyndte jeg så småt at kæmpe imod manden i mig selv.

Ret tidligt, begyndte jeg helt at miste fornemmelsen af en mand, når jeg kiggede ned af mig selv i noget så simpelt som et par sorte leggings og en simpel hvid tanktop. Jeg kunne stadig se manden i spejlet, men det billede blev også mere og mere kvindeligt på nær de åbenlyse ting: Det imellem benene, de manglende hofter og de manglende bryster. Jeg havde også nemmere og nemmere ved at spejle mig i andre kvinder, hvilket konstant bekræftede mig i, at jeg reelt var ligesom dem på mange punkter.

Der var en ting, som jeg følte, i høj grad, var begyndt at modarbejde udviklingen hen imod at leve som kvinde. De fleste mænd har jo en naturlig sexlyst. Denne forsøgte jeg så at lukke ned for hårdt og brutalt. Det var nemmere sagt end gjort, fordi både mænd og kvinder har jo en sexlyst. Jeg følte, at alt det der fulgte med sexlysten var en mandelig hormonindsprøjtning uden lige som var distraherende, og blot holdt en hen og væk fra det vigtige i livet. Efter et par uger lykkedes det dog at lukke helt ned. Nu gik der virkeligt en kvinde op i mig. Det var også her jeg så små begyndte at tænke seriøst på kønsskifteoperationen.

Dette betød også, at jeg kappede alle båndene til hele det online dating liv, jeg havde haft indtil videre.

Siden da begyndte jeg at overveje et nyt navn. Jeg havde fået et i tankerne: Maya Kathrine Andersen. Jeg havde egentligt forestillet mig at gå lidt systematisk til værks, når jeg skulle vælge det. Min familie og venner skulle f.eks. være med til at bestemme. Men følelserne for navnet her vandt over systematikken. Jeg følte, at der var noget energi i navnet, som jeg kunne forholde mig til. ”Kathrine Andersen” var i øvrigt navnet på en chokoladeproducent. Dette havde jeg i første omgang ikke tænkt på. Jeg så det som et ekstra tegn på, at jeg havde valgt det rigtige navn. Jeg, og stort set alle kvinder, har jo et særligt forhold til chokolade 🙂 ”Maya” forbandt jeg med Maya-indianerne som bad til solguderne. Dette hang fint sammen med, at jeg var begyndt at gå i gult og var begyndt, at elske at bevæge mig ud i solen. ”Kathrine” valgte jeg som et bindeled imellem mit eget traditionelle familieefternavn ”Andersen” og så det lidt mere utraditionelle ”Maya”.

I mens jeg skriver det her, ser jeg jo ud som Martin i ansigtet. Så min besked til dem der møder mig, og som kender min historie, er, at de skal kalde mig det de ser. Ligner jeg en Maya, så kalder de mig Maya. Ganske enkelt!

Midt i det hele mistede jeg mit elskede job og mine elskede kollegaer. Jeg håbede dog stærkt at vi forblev som venner.

Nu skulle jeg så småt begynde at tænke på at få et job. Det blev dog hurtigt for meget at tænke på. En del af det, at søge job, har altid for mig, og så mange andre, været at sælge en selv. Men problemet var, at jeg vidste hvem jeg var i dag, men ikke hvem jeg udviklede mig til i morgen. Eller vidste jeg reelt, hvem jer var i dag? Vidste jeg, hvad min yndlingsfarve var? Nej, ikke med sikkerhed. Det var ellers noget, som jeg var helt sikker på, da jeg i 2014 købte en orange bil. Jeg havde det som om, at jeg kun havde været lidt mig i ca. 20 år og så havde gemt en masse kvinde væk – som var fhv. udefineret men virkede mere dominerende end resten af mig. Alt det udefinerede skulle nu op og defineres og samles med resten.

Jeg kunne vælge at tilbagestille mig til en mand, og så ellers holde ud indtil jeg fik et job og så kunne fortælle min forklaring til min nye arbejdsgiver. Men jeg kunne risikere, at der gik år før jeg fik job. Dette scenarie ville jeg simpelthen ikke udsætte min krop for – der havde ventet i mindst 20 år på denne udvikling. Jeg mente også, at samfundet ville få mere ud af, at jeg hurtigst muligt kom videre som kvinde. Så min plan var, at fortælle det som det var i mine jobansøgninger og evt. satse på en sygemelding det først år. Jeg var fritstillet i tre måneder til at starte med. Dem brugte jeg, alt hvad jeg kunne, på at udvikle mit inderste.

Der gik end del tid, hvor jeg var tryllebunden af min udvikling som kvinde. Jeg følte måske lidt, at jeg skulle nå til et bestemt stadie, før jeg seriøst gik til en læge med det.

Da jeg endelig kom til lægen, var det med en mandelig medicinstuderende på sidelinjen. Det sker vidst ikke ret tit, at de på det lille lægehus midt på Djursland skal hjælpe en transkønnet videre. Men mødet gik godt. Lægen var dog stadig lidt usikker på, hvad der skulle ske. Vi blev enige om, at der skulle sendes en henvisning til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, hvor den slags sager er blevet henlagt til at skulle behandles.

To dage senere kom der besked tilbage fra dem om, at de gerne ville have min læge til at sende mig til en psykiater. Vha. min utroligt samarbejdsvillige sundhedsforsikring fik jeg hurtigt sat en aftale op med en uafhængig psykiater fra København. Han kørte en tur til Århus for at konsultere mig en uge senere. Nu lå min skæbne i hans hænder. Han kunne kalde mig rablendes vanvittig og dermed udelukke mig fra at blive taget i betragtning til konsultation på Sexologisk Klinik. Det var derfor et lidt specielt møde at gå ind til. Men det gik godt. Han virkede som om, han var parat til at tale min sag. 3 uger senere fik jeg så endelig en tid d. 1/6-2015 hos Sexologisk Klinik som lå 5 timers kørsel væk.

Enhver positiv udvikling, der skete i min proces, kom til at få tingene, i mit hoved, til at rykke hurtigere og hurtigere.

Så da jeg fik beskeden fra sexologisk klinik, kom der gang i sagerne mht. at finde min stil, og derudover kunne jeg konstatere, at der skete ting og sager med mit blodtryk også.

Jeg blev for alvor desperat efter at finde min egen tøjstil og kom frem til at farveområdet var inden for jordfarverne og så suppleret med lidt lyserødt og lidt sølv. Derudover var det så ellers bakket op af det cowboystof, som jeg jo altid har gået i.

På det her tidspunkt kan jeg illustrere det ved at vise et billede af mig i mit yndlingssæt: Hvide sneakers i str. 42, tynde grå sokker, tætsidende jeans, brunt bælte, gul top og en grålig sjælevarmer. De hvide sneakers er i øvrigt ca. 15 år gamle og var nogle jeg fandt ifb. med oprydningen op til min fødselsdag. For 15 år siden konkluderede jeg hurtigt, at de var for små. I dag passer de perfekt, efter at jeg har tabt noget fedt omkring fødderne og derudover har smidt de tykke tennissokker.

Oveni lykkedes det mig så at finde et par sneakers m. fhv. lave kilehæle. Dette havde været et helt særligt ønske længe. Men min størrelse er reelt 42.5 og de fleste damesko er 42 og de findes som regel kun online. Så min mission var, at via onlinekøb prøve mig frem til et par store 42. Det lykkedes så heldigvis.

Mht. til min stil og udvikling som kvinde i øvrigt, så var det noget der reelt mindede om en lille piges hang til lyserødt, som i løbet af få måneder skulle blive den voksne 37 årige kvindes stil. Endnu engang en udvikling som jeg ikke rigtigt kontrollerede. Pludseligt droppede jeg bare ligeså stille de 12 par violette/lyserøde sokker, som jeg havde købt til fordel for grå nuancer. Denne udvikling er reelt foregået i skjul i hele mit liv ift. det jeg har set på TV. Det er jo ikke normalt at en voksen mand ind imellem tager et afsnit af Barbie og Hello Kitty 🙂

At fortælle min nevø og niece om at jeg var en pige, var en lille udfordring for mig og hendes mor og far.

Men det kom lidt af sig selv, da jeg med min i større og større grad udfordrende tøjstil, ikke kunne skjule noget for min spørgelystne niece. En dag vi kørte i bil kiggede hun hele vejen undrende på mig, simpelthen fordi jeg var begyndt at bruge en helt alm. læbepomade. Jeg spurgte, hvad der var galt. Det var underligt, at jeg brugte læbepomade, mente hun. Det var jo helt normalt, forsøgte jeg at forklare.

Det blev nok straks lidt mere specielt, da jeg kom i hvide plateausko og lidt meget feminine jeans til en fødselsdag. Jeg forsøgte nu altid at klæde mig meget sobert.

Dråben var nok, da jeg annoncerede købet af et par sko med “høje”-hæle. Dertil præsenterede jeg også mig selv for min svigerinde i ført make-up og en paryk, som begge var lagt på digitalt via taaz.com. Se billederne herunder.

Ugen efter var jeg til fødselsdag hos dem, og det var noget helt specielt. Det er svært at gå og stadigt skjule sådan noget for nogen, som man holder virkeligt meget af – også selv om de er børn og ikke nødvendigvis forstår det. Nu var jeg endelig fri på det område også – og det bliver man lidt meget rørt af 🙂

De havde selvfølgelig stadigvæk svært ved at forstå det. De havde set ovenstående billede af mig og syntes nok mest, at det var lidt underligt. Det bliver nok først den dag hvor håret er virkeligt, at de virkelig begynder at forstå det helt.

Nej, historien slutter ikke endnu. Det sker nok først den dag, hvor jeg føler at det indre og det ydre hænger 100% sammen med det at være en kvinde.

Nogle undre sig måske over, hvor min seksualitet/orientering befinder sig i det her. Det har jeg med vilje valgt at udelade. Så længe kønsidentitet og køn ikke hænger sammen, ønsker jeg fuld fokus på dette fra alle sider.

Indtil nu har du læst den del af min historie, som jeg har valgt at indlede med. Alt det efterfølgende er/bliver opdateringer og refleksioner på min situation. Hvis du er interesseret i at blive gjort opmærksom på nye opdateringer, kan du læse om, hvordan du følger mig her.

Tak fordi du fulgte med så langt. Jeg håber, at det at du kender min historie, kun vil flytte os to nærmere hinanden. Noget af det værste her i verden er frygten for det ukendte. Men nu ved du 🙂 Og er du stadig i tvivl om noget, så stil mig et spørgsmål. Se her hvordan jeg kan kontaktes.

Kærlig hilsen

Maya

D. 1 Juni var mig og min mor til første møde på Sexologisk klinik som ligger ved Rigshospitalet i København. Mødet var med en psykolog, hvis opgave var, at spørge ind til min situation. Informationen skulle derefter overleveres til et eksperthold i huset, som så skulle lægge en plan for mit videre forløb hos dem. På forhånd havde jeg skrevet en MEGET detaljeret udgave af min historie ned. Den var også væsentligt mere detaljeret end den der er her på siden. Den fik han en kopi af til at starte med, hvilket nok overraskede ham lidt. Nu havde han jo sådan set fået, det han kom efter. Dog tror jeg også han gerne ville se nogle følelser fra min side, og der mener jeg ikke at jeg skuffede ham på nogen måde. Der kommer stort set altid glædestårer ud af mig når jeg tænker over min situation og hos ham var det mere vigtigt end nogen sinde før at fortælle min historie. Så det var med de store følelser på.

I mens jeg var inde til samtale fik min mor en snak med flere af mine ligesindende i venteværelset. Selv fik jeg ikke meget tid til det, fordi vi alle var kaldt ind på ca. samme tid. Hun havde lidt svært ved at sige, om de var dreng eller pige. Jeg tænker, at det var godt for hende, at opleve nogle andre historier end min. Specielt, at der er andre pårørende der også går og kæmper med at forstå deres familiemedlems situation.

D. 30. Juli 2015 kom jeg allerede til anden samtale på Sexologisk klinik. Det var med afdelingslederen for klinikken. Hun havde reelt besluttet sig for, at jeg skulle skrives op til det, der kaldes et udredningsforløb. Der var dog lige nogle få spørgsmål, som hun gerne ville have svar på. Bl.a. spurgte hun hvorfor jeg mente jeg var en kvinde. Svaret på det er meget kompliceret, så det er ikke nemt lige at ryste ud af ærmet. Det forstod hun dog godt. Der var da også afsat endnu mere tid til at snakke om det ifb. med udredningsforløbet. Hun sluttede efter 45 min af med at give mig ro i sindet og skrive mig på venteliste til et udredningsforløb. Det er så det jeg går og venter på nu. Konkret er vi nu kommet til det punkt, hvor de kan udelukke at jeg er rablendes vanvittig 🙂 Nu handler det mere om at sikre at jeg vil og tør gå hele vejen mht. hormoner og operation – som ikke er legetøj. Dette involverer samtaler og psykologiske tests.

Nu har jeg hørt nogle historier hist og her fra transkønnede som har en svær tilværelse ifb. Med det sociale kønsskifte. Jeg skriver det her fordi jeg har den modsatte oplevelse, og undrer mig over, hvorfor vi oplever livet så forskelligt. Selv syntes jeg ikke at jeg er voldsomt overbevisende f.eks. med den smule skaldethed jeg har i hovedbunden 🙂 Det handler nok mere om at jeg er ligeglad med hvad folk tænker, og derfor kan holde hovedet højt til enhver tid. Jeg vil derfor nu forklare mine oplevelser og hvad jeg har gjort.

Her er listen over nogle af mine oplevelser:

• Som aktiv i Røde kors har jeg haft en fantastisk oplevelse på flere røde kors centre, hvor jeg har hjulpet med at finde sko og tøj til en masse mænd fra afrika og mellemøsten. De har alle taget godt imod mig, og jeg har på intet tidspunkt fornemmet nogen form for afsky.
• Af samme vej fik jeg kontakt med en fyr fra Syrien, som jeg lærte at kende. Han og hans venner var fantastiske at møde. Nogle gange mødte jeg dem i skumle værelser, hvor jeg var helt på egen hånd med dem. Man kan sige at det var modigt gjort, men jeg havde virkelig en god fornemmelse af den her fyr. De havde som muslimer intet imod transkønnede – når blot vi bare ikke var homoseksuelle også 🙂
• Min arbejdsplads ligger lige midt i en indvandre-ghetto i Århus, og jeg handler ofte ind i det lokale i blandt indvandrekvinder og -mænd – som ofte er halv højde af mig selv – eller mindre. Selv om jeg rager op i høje hæle er det højest beundrende og positivt forundrede blikke jeg får. Så jeg elsker at handle ind 🙂
• Mit hjem ligger ude på landet, og de lokale tager virkeligt godt imod mig. Muligvis påvirket af den støtte som jeg har fået fra starten af mine forældre – som er vellidte i det lokale.
• Jeg bevæger mig ofte ind i Århus midtby og også i Kbh – og jeg oplever ikke andet end beundring og positivt forundrede blikke. Måske specielt fra børn – men også fra voksne.
• Nu vil jeg så nævne de negative oplevelser:
  • En dag var jeg i Deichman for at købe sko. Der stod en tyrkisk ung mand – som havde bevæget sig over i dameafdelingen. Han syntes han ville gøre mig opmærksom på at jeg stod og prøvede damesko af. Jeg hævde blot skuldrene og smilede. Det fik ham til at storme over i herreafdelingen til hans venner, hvor han sagde nogle ikke så pæne ord. Jeg grinede indeni af ham. Det var bare så dumt det han havde gang i.
  • Den anden ”negative” oplevelse var, da jeg møder to unge indvandremænd på vej ind i Fakta. Da jeg når forbi dem siger den ene til den anden: ”Hvad, var det en mand eller kvinde”. Jeg så det lidt som et kompliment, da de jo trods alt var i tvivl. Desuden kunne jeg efterfølgende i min bils-bakspejl konstatere at mit hår lignede en kæmpe høstak 🙂
  • Endelig har jeg haft en del oplevelser, hvor jeg er blevet tiltalt som en mand, men det tilskriver jeg, at man ikke har kigget på mig, og derfor taler til mig – blot udfra min mandelige stemme – og det er jo forståelig – at man så vil gå i den forkerte retning.
  • Og det var så den komplette liste af negative oplevelser. Helt ærligt 🙂

Her er listen over de ting jeg har gjort:

• Da jeg sprang ud gjorde jeg meget ud af at fremhæve alt det positive det havde givet mig via disse billeder som jeg i 10 dage lagde op på min personligt FB-profil:
  http://www.jeg-er-maya.dk/home/me/min-historie/mine-10-dage-om-lykke/
• I det lokale deltager jeg så vidt muligt i offentlige arrangementer, hvor jeg indimellem er med til at arrangerer ting. Set som et engageret menneske, er jeg ret sikker på at jeg har fået en del ambassadører af den vej.
• På Facebook deltager jeg ofte i debatter – som altid. Det være sig på computerworld.dk, i FATID, på alle mulige blogs – også fb-sider relateret til lokale projekter. Derigennem engagerer jeg mig overalt i den ganske land, og er sikker på at jeg ofte får ambassadører den vej.
• Jeg har været åben om min situation fra starten af mit udspring, hvor jeg har skrevet om det i en gruppe som alle der har ønsket det, er blevet en del af. Pt. Er der 106+ medlemmer. Den sande historie om mig er dermed ude i hele lokalsamfundet og jeg er overbevidst om at jeg har 106+ fantastiske ambassadører som taler min sag, og dermed indirekte skaber flere ambassadører.
• Jeg har på intet tidspunkt opgivet mine gamle Facebook venner. Uanset om de så virker til at tage lidt afstand fra mig. Jeg er overbevist om at de blot kæmper med at forstå mig, og derigennem ikke tør kontakte mig direkte. Jeg er dog overbevist om at vores fælles venner som er blevet mine ambassadører – med tiden – vil medvirke til at alle mine gamle fb. Venner kommer helt på plads igen – fordi de med tiden forstår mig.
• Jeg forsøger at interesserer mig for alle mine venners liv – mere end jeg gjorde før i tiden. Også dem som lidt har haft svært ved at have kontakt med mig. Derigennem vinder jeg også en del tilbage.
• Når det gælder FB, så bruger jeg den lidt til at vende janteloven imod sig selv. Min FB-gruppe har ligeså stille vokset sig større, og jo større den bliver, jo flere vil også tænke – hvis jeg ikke er med i den, så er jeg udenfor – og ingen ønsker at være udenfor i et land hvor janteloven findes.
• I det skjulte – efter jeg sprang ud – har jeg udforsket min seksualitet med lidt onlinedating, hvor jeg fik lejlighed til at præsentere den del af mig selv, og egentligt havde en fantastisk oplevelse med begge køn. Jeg var helt åben omkring mig selv. Det eneste de ikke kendte til var min adresse. Profilen(eller profilerne) var MEGET sober når det gælder billeder af mig. Det var virkelig med værdighed jeg forsøgte at gøre det, og det syntes jeg blev taget godt i mod. Jeg fremstillede mig selv som blot en kvinde – som dog er lidt deform fordi jeg er født med et mandeligt udseende 🙂 Jeg stoppede med det efter nogle måneder, fordi jeg reelt havde svært ved at se mig selv gå det sidste skridt ud til en fysisk date. Men jeg havde mange tilbud. Nu ved jeg så ikke hvor mange mænd(eller kvinder) som har set mig, som ser mig i den virkelige verden – men jeg tænker at det hist og her hjælper til at der også er ambassadører i den retning. Alt tæller. Og pt. Har jeg tre profiler som altså stadig er online, hvor jeg blot ikke bruger dem aktivt. Og sådan bliver de ved med at være – fordi jeg kan stå inden for alt hvad der står på dem.
• Jeg løber nogenlunde hver anden dag ud i det fri med ”hotpants”, sportsbh og bar mave. Det var lidt en udfordring i starten for min hjerne, da jeg ikke var helt fedtfattig – men det skal man altså bare være ligeglad med. For mig handlede det dels om at få de helt lokale til at se – at sådan er jeg bare – og sådan bliver jeg ved med at være. De kan på samme tid se at jeg virkelig sveder for sagen. Det vigtigste ved løbeturen er reelt at jeg får bearbejdet småproblemer i hverdagen som ikke er relateret til kønsskiftet, får passet et sundt helbred og får lidt farve på huden og lidt ekstra lys på tilværelsen. Jeg er overbevist om at jeg har fået en del ambassadører i blandt mine naboer på den måde – eller dem som jeg ofte møder – der er på vej hjem fra arbejde i deres bil. Jeg løber nemlig lige midt i myldretiden, når jeg selv er kommet hjem fra arbejde.
• Mht. til sundhed, så håber jeg selvfølgelig også at jeg får nogle ambassadører som ind imellem tænker ”Flot krop”, og så lader rygtet gå videre.
• Mht. til tøj, så holder jeg mig ikke tilbage. Jeg tænker konstant over det, og forsøger altid en elegant stil. Det håber jeg giver en respekt omkring min person – som så mange andre kvinder opnår respekt på den måde. Derigennem håber jeg så også at jeg får nogle ambassadører. Nogle vil måske mene, at jeg går lidt for meget op i det(min mor), og det kan da godt være, men som andre kvinder, har jeg også lov til at lave den fejl 🙂
• Når jeg skal forklare min situation, så gør jeg det ikke med udgangspunktet at jeg er transkønnet, men blot at jeg er en deform kvinde – og dermed blot er en kvinde iblandt så mange andre deforme kvinder. Så bliver jeg mobbet, så er det blot af de samme grunde som alle andre kvinder der bliver mobbet for deres udseende. Det syn på mig selv håber jeg også er med til at skabe respekt omkring mig og dermed skaber flere ambassadører.
• Min fortid skjuler jeg heller ikke. Vi var altså nuttede da vi var små, og i mit hoved i dag, var jeg jo blot en nuttet pige der totalt blev misforstået af alle andre – inkl. mig selv – fordi en hvis kønsdel ligesom dikterede at jeg var en dreng.

Det var det. Som i kan hører handler det meget om at skabe ambassadører for en selv – på alle mulig måder. Jeg er sikker på at I har andre muligheder i den retning end mig – og jeg vil egentligt blot opfordre jer alle til at komme ud og få gjort brug af dem. Jeg tror essensen af de problemer, som mange oplever, er at nogen indledningsvis oplever et par hårde hug fra vores familie – og derfor sænker hovedet overfor alle andre også. Hold hovedet højt uanset hvad. Der er rigtigt mange støtter derude, hvis man formår at holde hovedet højt og se ubesværet ud – og smile til sine omgivelser. Held og lykke fremover.

<3 Maya

En tur på flammen med min gamle venner. Noter huen. Man skal ikke altid tage sig selv alt for seriøst 🙂

Tøjet til min første jobsamtale. Jeg elsker den blazer.

Jeg løber i alt slags vejr.

Mit første løb i sports bh.

På McD med gamle venner.

Første gang i sommerkjole på arbejde – for en uge siden. Forud for det havde jeg den på til en stor byfest i det lokale.